Startside
Op
Historie
ALF i dag
Bestyrelsen
Fiskevande
Medlemsservice
Lederen
Arrangementer
Links


Ørredgydning - en kæmpe oplevelse

af Peter Weldingh

Her en lille opfordring til alle, der har ørreder i blodet. Her i ”pausen” er det værd at tage en tur langs åen og se på gydende ørreder.
Forleden søndag gik jeg tur langs et af ALFs vande for at se, om der var ørreder på gydning. Og det var der. Masser endda. På en times tid så jeg over 10 ørreder i herlig leg. 
Andre gæster i naturen undrede sig over den mærkelige kratlusker med solbriller, der listede opstrøms langs åen. En enkelt tillod sig da også at spørge ”hvad er det egentlig du glor på?”. Da jeg forklarede mit forehavende blev han selv slemt interesseret.

Her lidt hjælp.

  • Det er lettest på dage, hvor vandet er nogenlunde klart og gerne en dag med sol, så der er lys.
  • Find en vandløbsstrækning med relativ lav vandstand og gerne med stærk strøm. Søg områder med meget grus.
  • Gå forsigtigt opstrøm langs åen, brug polaroid briller.
  • Hold øje med allerede benyttede gydebanker. De er lette at kende, da de er blevet virvlet rund og dermed generelt mere lyse end det øvrige grus.
  • Ser du pludselig et blik i vandet, kan det være en ørred, der har vendt siden til.
  • Afvent og hold øje.
  • Ser du en ørred er det helt sikkert, at der også er mindst en mere. Der skal jo både en han og hun til. Ofte er der flere hanner, der prøver at gøre sig til overfor hunnen. Det giver gerne en masse uro og ballade.
  • Store fisk er ofte lettere at se, da deres gydning ofte fører til næsten springvandsagtige scener med vand og grus, der kastes op til alle sider.

    Det er et meget fascinerende syn. Den søndag oplevede jeg bl.a. en ca. 2 kilo stor hunfisk, der var flankeret af to næsten lige så store hanner i udpræget kampdragter (mørke og med meget store kæbekroge). Det var som om de to hanner var enige om at dele hunnen. I hvert fald lige ind til en mindre ca. 30 cm lang han kom for at deltage. Så blev der ballade. De store hanner jagede resolut den lille han væk. Det virkede meget voldsomt, men de fik den da jaget et par meter nedstrøms, og så blev der ro igen. Men når hunnen lagde sig på siden for at gyde igen, og de to hanner blev optaget af at skulle befrugte hende, så kom den lille igen. Så gentog slagsmålet sig. Imponerende syn.

    Senere samme dag så jeg en ca. 5 kilo stor hunfisk gyde. Hun var flankeret af en enkelt vel ca. 60 cm han. Det var så voldsomt, at jeg fik vanddråber på mig, trods det at jeg var på ca. 2 meters afstand.

    Jeg synes det er helt enestående at være vidne til en sådan oplevelse. På den måde får man jo også lidt ud af sit medlemskab i vinterperioden – og så får man en masse frisk luft.

    Hilsen Peter W