Mit livs fangst!

Af Esben Fredslund Andersen til skræk og advarsel.

Jeg tog til Lilleåen kl. 14,30. Åen var klaret op efter den megen regn i begyndelsen af ugen. Rigtigt ørredvejr: lummert med optræk til torden og smådryp, der ringede på overfladen. Det måtte give havørred. Således ladet op til bristepunktet, startede jeg fiskeriet ved Tagrørsvinget.

Om det har været forventningens anspændthed eller bare ukoncentration skal være usagt - ihvertfald satte spinneren sig fast i tagrørene på den modsatte side af åen. Efter adskillige mislykkedes forsøg på at rykke den fri tog utålmodigheden overhånd. "Her gik jeg ved åen, fyldt med store havørreder, uden mulighed for at fange dem, fordi den forbistrede spinner havde sat sig fast i brinken på den modsatte side. - Men jeg skulle vise ”den”, hvem der var herre ved åen”.

Jeg gav derfor linen et enormt ryk, som  imidlertid resultered i, at spinneren som et projektil returnerede tværs over åen og ramte min venstre kind med et smæld. To af  krogene havde i fuld længde boret sig ind i kinden, hvor de sad urokkeligt fast.

Efter forgæves at have forsøgt at befri mig for fremmedlegemet erkendte jeg, at jeg blev nødt til at standse fiskeriet for at søge professionel hjælp. I lægehusets venteværelse i Hadsten kikkede folk skeptisk på det, som de mente måtte være en ny kindsmykkemode - og så på  en person i min alder.”Jeg bliver nødt til at henvise dig til skadestuen i Randers”, var lægens kommentar efter at have beseet kindsmykket, ”jeg har simpelthen ikke værktøjet til at befri dig for spinneren”.

Med tanke om at det kunne tage adskillige timer at konsultere skadestuen i Randers, besluttede jeg i stedet at køre op i det lokale byggemarked for at se, om jeg kunne købe værktøjet, som lægen manglede. Også her stirrede såvel kunder som ekspedient intens på mit kindsmykke – næsten som om de var interesserede i selv at få smykket. – Nå, jeg fik en skævbider og en fladtang og returnerede så til lægehuset.

Lægen gjorde rigtignok store øjne, da han så mig igen; men et ord er et ord. Nu havde han værktøjet, og så kom jeg på opperationsbordet. Om det så var værktøjets grovhed eller modhagernes stædighed, der resulterede i, at der skulle gå hele 20 minutter inden jeg blev befriet for mit ufrivillige kindsmykke, skal være usagt. Men vigtigst af alt: Med pennicilin indenbords fortsatte jeg fiskeriet med 2 timers forsinkelse.