Stor havørred fra Lilleåen.

Beretning fra Esben Fredslund Andersen, Skanderboerg.

Søndag den 22. juli: Jeg vågner kl. 5,30 og er fyr og flamme, da jeg ser ud af vinduet. Vejret er overskyet, vindstille og halvkøligt. I fredags kom der 15 mm regn, og i dag lover meteorologerne op til 20 mm senere på dagen. – Jeg ville egentlig have fisket på Essendrupstykket, men da der holder to biler på parkeringspladsen, vælger jeg at fiske på Hollænder- og Svejstrupstykkerne.
Vandstanden i åen er faldet noget i forhold til sidst, jeg var ved åen, og så er vandet klaret meget op med en sigtbarhed på noget over en meter. Det tegner godt. Gennemsnitstrømha-stigheden er så tilpas, at det blanke vandspejl mange steder bliver brudt af svage strømhvirvler, der
indbyder til fangst. Dybstående fisk vil helt sikkert stige efter spinderen i hugperioderne, som jeg fornemmer, der vil blive mange af i morgen- og formiddagstimerne.
I en snævring i åen på Hollænderstykket får jeg dagens første havørred på 42 cm. En
ilter lille fisk, der giver en god fight. Umiddelbar før ”Geddehullet” mærker jeg en ”tung krop” føre spinneren en halv meter på tværs af strømretningen. I stryget før ”Grødesvinget”, hvor strømmen er stærk, jager en tre 3 kg/s havørred efter spinneren, da jeg trækker den op. I ”Laksestryget” skyder nok en havørred ud fra brinken, og jeg kan på bølgerne følge ørredens videre færd op af åen.
Jeg kan ikke lovprise Lilleåen nok. På kun en times fiskeri har åen givet mig mere spænding end den bedste kriminalroman, ville kunne give mig. Ørrederne har været ”lunefulde” indtil nu, men de er i åen, og skal nok kunne overlistes.
Omkring kl. 9,30 begynder det at smådryppe. Skyerne ligger som en dyne over landskabet. Ved ”Det mystiske hul” kravler jeg en meter ned af skrænten, så jeg står på brinken tre
kvart meter over vandniveau. Kùn foran mig er der midt i svinget frit og åbent vand. På begge sider hænger meterlange tagrør ud over vandspejlet – og dækker over gode standpladser for ørred.. Jeg afsøger først det åbne vand med spinneren. Herefter kaster jeg spinneren en halv snes meter opstrøms uden for de nedhængende tagrør. Da spinderen når bagvandet af det åbne vand, fører jeg stangspidsen modsat strømretningen, så spinneren i en blød bue vender opstrøms umiddelbar foran
standpladsen under tagrørene. - Sekundet efter bøjer stangspidsen. Rykkene er så håret, at jeg må koncentrere mig om at holde fast i stangen, for ikke at miste den. Det føles helt forrykt at have en så stor fisk på et så kort stykke line med fastspændt knarre. De voldsomme og seje ryk fortæller mig, at det er /èn af Lilleåens kæmper, der har taget spinneren. Hurtigt skyder jeg fighterhåndtaget på hjulet til venstre, så fisken kan hive line ud.
I de følgende sekunder opfører fisken en sand vilddans, hvor den kaster hoved og krop fra side til side for at befri sig for spinneren. Det foregår heldigvis i dybet i det åbne vand foran mig. Herefter jager den nedstrøms ind under de udhængende tagrør. For at linen ikke skal vikle sig ind rørene, stikker jeg stangspidsen en meter under vandoverfladen. Havørreden er så stor, at jeg ikke bar kan standse dens udløb. Gradvis strammer jeg derfor knarren og får fisken vendt, og den følger med opstrøms. Herefter stiller den sig på bunden i det åbne vand og lader sig ikke rokke. Sådan står den – klinet til bunden – med stangspidsen bøjet i en vinkel på halvfems grader i flere minutter. Trætningen af havørreden er begyndt.
Indtil nu har jeg ikke set havørreden. Efter nok et par minutter ved bunden bliver fisken urolig. Den jager nu rundt i det åbne vand snart ved min bred snart ved den modsatte og ofte flere meter ind under de nedhængende tagrør såvel opstrøms som nedstrøms. Af den samlede fight som varer ca. et kvarter, har jeg stangspidsen en meter under vandet i halvdelen af tiden, for at forhindre linen i at vikle sig ind i tagrørene,
Knarrens hvinen, synet af stangspidsens bøjninger og de kraftige ryk forplanter sig via line og stang til mit nervesystem og får pulsen til at stige betragtelig. Fighten kan beskrives, men de følelser, som kampen med en så stor fisk giver lystfiskeren, skal opleves. Jeg er fascineret af fighten. Det er ”belønningen” for mange timers dejlig slid langs åen.
I en vending nær overfladen ser jeg havørreden for første gang. Det gibber i mig ved synet af størrelsen – noget over 10 pund. Fisken er kroget i overkæben, og jeg beroliges, da jeg kun kan se lidt af spinnerbladet. Det tyder på, at den er godt kroget. Alligevel sidder angsten for at miste
så stor en fisk i kroppen. – Jeg har for længst slængt fisketasken i græsset for at have fuld bevægelsesfrihed til fighten. Ligeledes ligger fangstkrogen udtrukket og klar til brug på brinken.
Havørreden stiller sig atter nær bunden. Jeg presser den hårdere nu, da den til syne-
ladende er godt kroget. Flere gange følger den med op fra bunden, og hver gang bliver den urolig og foretager tunge ryk i linen. Dens bevægelser er blevet mere ukontrollerede, og den begynder ind imellem at vende siden opad. Den kredser atter rundt og forsøger at bore brinkerne, når de nærmes.
Tidspunktet for gafling af fisken nærmer sig. Jeg sætter mig på knæene for at kunne nå havørreden med fangstkrogen. Langsomt løftes stangen op i næsten lodret stilling. Fisken kredser fortsat rundt, men med løftet stang kan den føres tættere på min bred. Havørreden har helt tydeligt set mig, for den gør modstand, når den nærmer sig min bred. Da den under en kredsning kommer helt nær, hæver jeg stangen og får herved ørreden op til overfladen. Hurtigt får jeg krogen under bugen nær gællespalterne og med et kraftigt ryk hiver jeg havørreden på land. - Hvilken fisk! Da havørreden lander på brinken, slår den så kraftigt med krop og hale, at der er fare for, at den falder tilbage i åen. Jeg må holde virkelig fast i den og presse den mod græsset, inden jeg får den aflivet med skaftet på fangstkrogen.
Hvilken fisk! Fuldfed, nyopsteget og sølvblank. Nok den fedeste og kraftigste havørred jeg har fanget til dags dato. Derfor gav den også kamp til stregen. Gradtallet på den elektroniske fiskevægt standser ved 13 pund og 105 gram og målebåndet viser 81 cm.
Synet af havørreden i græsset på brinken, åen, tagrørene og de skovbeklædte smeltevandsdalsider som kulisse er bare helse for krop og sjæl. Jeg slår ud med armene, danser en lille krigsdans og jubler indvendig. En vidunderlig morgen er slut – og så står sæsonen endda kun lige for døren. Det tegner godt.