Havørred fra Kysten, Djursland


Dato 25-11-2017
Fanget af Mikkel Pilgaard Madsen
Sted Kysten, Djursland
Metode Spin
Længde 74 cm
Vægt 4.7 kg

Lørdagen skulle bruges i smukke omgivelser på yderkysten af Djursland. Udover frisk luft og balsam for sjælden var målet en HØ over de 4kg. Der var frost fra morgenstunden. Vinteren er ankommet. Klart og fint vejr og klart og roligt vand gjorde det vanskeligt for en spinnefisker at overliste fiskene, som jævnligt gav sig beskedent til kende. Efter en del timer og kilometer i benene og en mistet specialhåndlavet gennemløbswobler til undervandsklipperne var jeg begyndt at miste troen på det og overvejede enten at skifte til bombarda og flue eller skifte plads. Da en medfisker kunne berette om fisk fri af vandet længere nede omkring en pynt, jeg havde gået og kigget på og udviklet fidus til fortsatte jeg dog på strækket med gennemløber. Jeg fandt et sted bag pynten med lidt mere grumset vand og en anelse mere bevægelse i vandet. Efter et par kast på pladsen satte en anden specialhåndlavet wobler sig også fast i en undervandsklippe lige i nedfaldet og linen blev skåret over. ØV! - satte mig lidt og fik ro på frustrationen og blodsukkeret og blev så enig med mig selv om, hvilken agn det nu skulle være til disse forhold. Jeg gik i en lidt anden retning farvemæssigt. Det var en god beslutning. I første kast, bedst som jeg stod og tænkte på at denne kyst da også måtte give mig lidt og ikke bare tage, kom der et ordenligt solidt hug godt og vel 30 meter fra mig efterfulgt af et dybt skvulp og et kraftigt haleror i syne over overfladen. Jeg tænkte straks at dette var en god fisk - måske over de 3 kg, men kunne ikke helt vurdere det da den efter et kort hidsigt udløb til havs vendte rundt og begyndte at svømme skråt ind mod kysten. En meter fra vandkanten vendte den mod mig og jeg fik den således ret hurtigt tæt på mig. 4-5 meter fra mig kom den i syne og jeg kunne konstatere at det var en endog pæn stor fisk. Jeg kunne også konstatere at den var yderligt kroget og at jeg skulle have valgt en større enkeltkrog. Overvejede det godt da jeg riggede til. Løsnede nu bremsen og besluttede mig for at den skulle nettes hurtigst muligt. Den ville dog ikke med de første 4-5 gange, hvor den satte afsted så snart jeg kom tæt på den med nettet. Det lykkedes mig dog alle gange at få den vendt og med ind uden at lægge alt for meget pres på og fisken undlod heldigvis at springe og vride sig ustyrligt. Den trak "bare" dybt og tungt. Endelig kom jeg godt bagved fisken med nettet og selvom den stak af fra nettet stak den denne gang af ind mod land og jeg kunne således følge den helt til vandkanten med nettet halvt om den lige bagved for så til sidst at nette den helt og bære den op på land, hvor det blev klart at det var en ordentlig basse af en hanfisk og en flot blank én af slagsen. En vaske ægte overspringer. Jeg kunne også konstatere at krogen sad meget yderligt og at den var blevet godt bøjet. Pyha... Der går som I ved mange timer ved kysten på sådan en fisk. Denne dag var timerne skønne nok i sig selv grundet det fine vejr og de herlige omgivelser. Men denne prægtige fisk løftede hele oplevelsen til et andet niveau og sikrede en helt særlig dag. Fantastisk når man får lige det man går efter og bliver bekræftet i sine strategier. Det er sjældent det sker her i livet. Jeg er dybt taknemmelig for oplevelsen og denne fine fisk. Mange tak til den venlige medfisker for fif og fine fotos (min mobil var gået død). Herligt at have en ligesindet at dele begejstringen med.



Tilbage til oversigten

Indberetning


HUSK at alle medlemmer af ALF har pligt til at indberette alle havørred og laksefangster på aarhuslystfiskerforening.dk

Alle havørred og laksefangster fra Skjern Å, Vordgod Å, Holtum Å og Omme Å, skal indberretes på SÅS' hjemmeside, senest 4 dage efter fangst. Læs mere om reglerne for indberetning på http://www.skjernaasam.dk