|
| |
Sæsonstart ved Skjern Å
Kære alle Hver år når sæsonen starter har vi her i klubben en tur til Skjern
Å. I år var det lørdag d. 5 april. Dette er med tungt hjerte skrevet af en, der
desværre ikke var med. Hvis turen afspejler foreholdende ved åen, er det bare
med at komme derud.
Jeg har altid deltaget i disse ture, men aldrig oplevet noget der kommer i
nærheden af hvad sæsonstarten i år bød på. Dette sker ikke igen, fremover
deltager jeg.
Thøger med fast fisk.
Thøger skrev:Gæve laksefiskere ved Skjernå + orientering til øvrige
bestyrelsesmedlemmer!
Tak for sidst derude i guds frie natur ved Skjernå / Langagerhytten (vi var 7
personer, heraf 5 fra bestyrelsen) - det var en rigtig fin sæsonstart - vi
hyggede os gevaldigt såvel ved hytte som å! Jeg begriber ikke, at kun så få
ALF-medlemmer møder op til arrangementet. Da vi ikke mødtes igen (alle) efter
den fælles frokost, skal I lige her have en beretning om min kæmpeoplevelse fra
eftermiddagens fiskeri ved Engholm (nr. 17).Efter nogen tids fiskeri med blink
var det tid at afprøve andet grej,i det jeg hos en grejforhandler var "faldet
over" en såkaldt "kondomspinner". Den havde en god vægt og gik passende dybt i
den stride strøm. Efter få kast skete det - et gevaldigt hug - fast fisk, som
straks gjorde meget væsen af sig, kværnede voldsomt rundt i vandoverfladen.
Herefter skiftende perioder med lange seje udtræk, "dybdeboring" (nærmest
forankring til bunden) og mere kværnen rundt. I lang tid var det laksen der
bestemte farten (bremsen på min næsten nye Shimano Technium kom virkelig på
prøve, da jeg ikke accepterer alt for lange udløb) - men efterhånden fik jeg da
overtaget. Fisken havde "præsenteret" sig - det var en stor og flot laks.
Min gode ven Frits gik vel 100 m nedstrøms, men jeg kaldte fra starten på ham -
han skulle også have mulighed for at opleve fighten - og der kunne jo blive brug
for en hjælpende hånd ved landingen. Efterhånden blev fisken mere rolig, den
"væltede" ind imellem over og jeg fik den gelejdet frem til bredden. Det var tid
for landing - den skulle "gaffes" (hvilket jeg aldrig før har prøvet) - Frits
"lånte" stangen (tak for hjælpen Frits) så jeg kunne koncentrere mig om
gafningen - et perfekt hug lige bag gællerne (krogen helt igennem) - et snuptag
og laksen sprællede i græsset - en afsindig skøn fornemmelse!
Laksen blev "nakket", hvorefter der skulle måles og vejes, det sidste var jeg
godt klar over ikke lod sig gøre (vægten går kun til 6 kg, så den røg lige i
bund). Sølvblank sag på 94 cm og skønnet vægt ca.8 kg - hvad siger I så venner!
(man har vel lov at prale lidt). En lille dram til halsen oven på kampen gjorde
godt.
Heldigvis kunne Frits fotografere den stolte fangstmand med sit bytte ved åen -
og han havde også snuppet et par billeder under fighten - dem glæder jeg mig til
at se efter fremkaldelsen. Uafhængig af hinanden skønnede vi fighten til omkring
20 min.
Vi fiskede lidt videre, hvorefter det var tid at gå tilbage til gården - her
mødtes vi med Michael - og der blev igen fotograferet og beundret.
Det havde været en fin fiskedag, andre 3 havde også haft rigtig gode fisk på
krogen, men desværre smuttede de alle. Esben fik dog en fin regnbueørred med
hjem.
Ja - så er der jo ikke flere laks til den herre i Skjernå-systemet i år (skal i
hvert fald genudsættes) - men jeg kan nu også sagtens leve på denne oplevelse
resten af året - eller jeg kan betragte det som opvarmning til laksefiskeriet i
Orkla i juni.
Nå - jeg må nu hellere også sende denne fiskeberetning til et par gode
fiskevenner uden for bestyrelsen.
Bedste hilsen
Thøger Michael skrev:
"Ja faktisk var det en fantastisk tur - sjældent har der været så mange fisk på
krogen og med hjem. 4 af 7 havde laks på krogen!!!!!!!!! Esben har fortalt om
sin, Marcel havde en laks på som sprang linen (0,31 mm. er simpelthen for
tyndt), jeg havde også et ordentlig hug på wobler - jeg så aldrig fisken men den
var altså ikke til at rokke med en 0,17mm. fireline. Og så det allerbedste -
Thøger fangede en fantastisk flot laks på mellem 7 og 9 kg. på det øverste af
vores stykker ved Skarrild. Jeg så fisken og den var sjældent set flottere. Jeg
havde meget meget svært ved at skjule min misundelse!!! Stort tillykke til
Thøger som ellers næsten kun er vant til at fange burlaks i Norge.
Jo i alle henseender en bemærkelsesværdig tur - jeg smækkede mig ud af min bil,
fik Falck til at åbne bilen, fik Falck til at sidde fast så de måtte rekvirerer
hjælp fra sig selv.......
Skønt vejr, fantastisk mange laks må der være i Skjern (de sidste 2 dage er der
fanget laks med lus - så der er kommet et massivt indtræk af stålblanke og
smældfede og ikke mindst hugvillige laks) og ikke mindst en god dag med gode
oplevelser og hyggeligt samvær ved Langager hytten...
Jeg kan i hvert fald mærke at jeg må af sted til Skjern meget meget snart!!!!
Kuriosum: Da jeg stod og ventede på Falck og Thøger og Frits gjorde klar til at
fiske sagde jeg til Thøger - "Jeg ved at en af os fanger laks i dag" Og det
holdt jo stik!!!"
Frokost ved hytten.
Her er hvad Esben skrev:
"Er lige kommet hjem efter Skjern Å premieren. Vi havde en rigtig god dag. 7 var
mødt op, heraf 5 bestyrelsesmedlemmer. Vi nød det gode vejr - ikke mindst under
morgenmaden og frokosten, hvor vi sad uden for hytten og fik til såvel mave som
gane. Fisk så vi også. Henning så således en laks på over 5 kg springe helt fri
af vandet. Undertegnede fangede en pæn regnbueørred og "hold så fast" havde en
virkelig stor laks på krogen. 5 - 6 gange bøjede stangspidsen sig helt ned til
overfladen inden jeg fil løsnet knarren. Herefter tog fisken et udløb og slog
sig af krogen. Ærgerligt; men dejligt at se fisk i åen. Sikke et fiskevand vi
har ved Skjern å. Det er første gang jeg har været der; men absolut ikke sidste
gang. Åen rummer det hele: sving, stryg, strøm og strøm læ, stejle brinker og en
underskøn natur. Og så er det kun Alf's medlemmer, der må fiske der. Det må give
fisk hen af vejen."
Esben med sin regnbue.
|